Ærlig kommunikation

“Man kan ikke bullshitte lidt en gang imellem, hvis strategien er at være ærlig.” – Thomas Hverring.

I en tid, hvor fake news og politisk spin fylder mere og mere i den offentlige bevidsthed, er folk blevet mere skeptiske. Vi har alle sammen set nok reklamer for kviklån og slankeprodukter til at tro det værste om annoncører, og mange har nået deres tærskel for selvrosende indlæg på de sociale medier.

Når folk tænker sådan, er der kun en ting at gøre: Stramme balderne og vælge en åben, ærlig og konsekvent kommunikationsstrategi. Det giver en unik mulighed for at skille sig positivt ud fra dem, der laver et skønmaleri af sig selv. Samtidig øger det sandsynligheden for, at kunderne føler sig godt behandlet og vender tilbage.

For at komme lidt tættere på, hvad ærlig kommunikation egentlig er, tog jeg en snak med Thomas Hverring fra ttt-kommunikativ, som blandt andet specialiserer sig i strategisk kommunikation og teststrategier. Jeg spurgte ham, om hvorfor ærlig kommunikation er så vigtig.

“Ærlig kommunikation er fuldstændig centralt,” siger Thomas Hverring. “Kvalitet er at møde folks forventninger, og det kan man jo kun, hvis tingene er på bordet og sagt ligeud. Det er typisk, at folk tror, at man er enige, men det viser sig tit, at folk bare tror at man er enige. Så for at være ærlig skal der rigtig mange detaljer på bordet, og derfor bliver man også nødt til at kommunikere ret meget.”

“Om det er ærlighed ved jeg ikke,” fortsætter han. “Men åben kommunikation i det hele taget er centralt for at kunne lave noget som helst fornuftigt sammen. Hvis nogen kommer til mig, vil jeg derfor sige min fuldstændigt ærlige mening, for ellers bliver tingene ikke særlig gode.”

Åbenheden gælder både internt i en virksomhed og eksternt i forhold til kunderne. Og især eksternt er der god grund til at være up-front med sine hensigter.

“Jeg går ud fra, at folk lyver for mig, når de vil sælge noget,” siger Thomas Hverring. “Med al den info man får på sociale medier, er folk ved at være trætte af bullshit og clickbait. Folk klikker videre, men de sidder også og slår sig selv i hovedet bagefter, fordi nu blev de snydt igen. Men man kan ikke bullshitte lidt en gang imellem, hvis strategien er at være ærlig. ”

“Med ærlig kommunikation kan man f.eks. være selvironisk, hvor man udstiller et eller andet. Jeg fremhævede for nyligt på en landing page, at vi ikke prøver at sælge alt muligt ekstraudstyr. Det, der normalt står med småt, blev skrevet med stort. Og hvis det får folk til at grine, så har sitet jo fået en positiv reaktion.”

Ærlighed kan have stor effekt, hvis andre i samme branche har lovet lige lovlig meget.

“Nogle datingsites sælger sig selv som ‘videnskabelige’,” siger Thomas. “Men hvis man går algoritmerne efter i sømmene ser man, at det ikke passer. Derfor var der for nyligt et datingsite, der gik mod strømmen og sagde, ‘Vi ved ikke, hvordan det her virker. Det er fuldstændig tilfældigt.’ Det er sådan noget, folk i virkeligheden godt ved, så det gav sitet troværdighed.”

Til slut fremhæver Thomas også kampagner på Kickstarter som et af de steder, hvor gennemskuelighed kaster penge af sig.

“Kickstarter er baseret på information, og det er et sted, hvor ærlig kommunikation bliver brugt rigtigt, rigtigt meget. Kampagnerne handler om gennemskuelighed, og at folk kan følge med i, hvad der sker. Ellers giver de ikke nogen penge til projektet.”